Scroll with your mouse or arrow keys to see more!

Okay

Info

Tommas Jørgensen
af kunsthistoriker Anne Lie Stokbro

”Folk opfatter ofte mine malerier som makabre, selv ser jeg dem som ironiske vanitasbilleder.” Ordene er Tommas Jørgensens, og de opsummerer den tolkbare åbenhed, som han skaber ved at forene et realistisk udtryk med noget foruroligende ulogisk. Det makabre er til stede i Jørgensens motivverden, men værkerne er ikke malede for det makabres skyld. De er vanitasbilleder, symbolske skildringer af livets forgængelighed og påmindelser til os om, at både vi og vore omgivelser er skrøbelige.
Tommas Jørgensen, f. 1980, er selvlært som maler. Som en række af de kunstnere, der har fået betegnelsen passionister, er han optaget af et maleri, der med stor respekt for det maleriske håndværk og i en høj grad af genkendelighed formidler ’de store fortællinger’, som kunsten til alle tider har kredset om: Liv, død, tid, myte m.fl. Fortællingerne skildres med lidenskab (passion), en vis længselsfuld melankoli og med en ironi, der gør fortolkningerne deraf umiskendeligt nutidige.
Det passionistiske ses i både motivverden og malemåde. Tommas Jørgensen dyrker et formsprog, der med tråde tilbage til Rubens og Rembrandt kredser om stoflighed og om lys og farve som iscenesættere af et ladet, passioneret stemningsleje: Modlysmotiver, uskarpe og udviskede konturer, opløste former, tågede baggrunde i bevidst usmukke farver ses gennem hele værket. Tilsvarende stemningsskabende er en ekstrem grad af realistisk stoflighed i f.eks. stillestående vand, revnet hud, glasagtige overflader og smuldrende, rustent metal.
Motivisk kredser Tommas Jørgensens kunst om de store fortællinger, som er blevet reaktualiserede med passionismen. Temaer som naturen på kanten af undergang, det fremmedgjorte menneske og den menneskeskabte verdens forgængelighed og forfald er gennemgående i Jørgensens kunstneriske univers. Han forener motivernes drømmende eller snarere mareridtsagtige stemningsleje med hyperrealistiske elementer, som spænder motiverne ud mellem virkelighed og fantasi, og der etableres en form for dobbeltsyn, hvor beskueren zapper mellem det, der antydes og det, der står klart.
Værkernes ”kommunikationsflimmer” er del af Tommas Jørgensens kunstneriske intention. Beskueren skal på en gang føle sig tryg og opleve den utryghed, som opstår, når det velkendte og genkendelige konfronteres med noget ulogisk, anelsesfuldt og i sidste ende fantastisk.
I serien Vain Vanity opstår denne spænding i det ironiske møde mellem et kranium og parafraser over Danmarks nye, hotte nationalornament: Mussel Mega. De ekstreme close ups af et renset kattekranium er minutiøst udmalet i tone på tone af hvidlig knoglefarve og synes uforenelige med de blå ornamenter, som hører en helt anden, kultiveret del af tilværelsen til. Men i den respektfulde, maleriske bearbejdning bringes kranium og dekoration sammen i en fælles kunstnerisk virkelighed, hvorved der opstår en både stemningsfuld og skæbnesvanger skønhed, der fortæller noget om liv, død, tradition og moderne tider.